De er hemmelige agenter, de begiver sig ud på dristige missioner, de arbejder i mange forskellige forklædninger. Den ene er amerikansk, den anden engelsk. Deres film har andre fællestræk: der er altid mange og eksotiske locations – og mange og øjenopspærrende stunts.

Sidst på året skal vi møde Bond (i SPECTRE – traileren ser djævelsk god ud), men her og nu kan du møde Ethan Hunt – i MISSION IMPOSSIBLE: ROGUE NATION, den allerbedste i serien.

Filmen er i weekenden åbnet i ca. halvdelen af verdens lande – og helt forrygende. Noget bedre end man på forhånd troede.

121 millioner dollars indspillede den i sin første weekend. I tilgift fik den forrygende anmeldelser. Tom Cruise ser i en alder af 53 år ud til at være i sit livs form, han er skarp og laver næsten alle sine stunts selv. Et par stykker af dem er åndeløst stærke og får det til at gibbe i folk.

De godt to timers underholdning har simpelthen det hele: spænding, skarpslebne replikker, en intelligent og logisk handling, flotte billeder – bl.a. fra Wien og Marokko – og stærke skuespillere hele vejen rundt.

Filmens kvindelige hovedrolle har Rebecca Ferguson – hun er svensk – og det er med garanti ikke det sidste, vi ser til hende.

MISSION IMPOSSIBLE: ROGUE NATION anbefales i den grad – sikkert sommerens bedste actionfilm.

BIOnu - Et landsdækkende samarbejde mellem uafhængige biografer.