Cannes Film Festivalen er overstået, men bringer sjældent de store biografsucceser med sig. De seneste vindere af den fornemste pris i hovedkonkurrencen, De Gyldne Palmer, der senere blev kæmpesucceser og satte nye standarder i biograferne, var faktisk PULP FICTION og VILDE HJERTER. Begge dele skete for mere end 20 år siden!

De store amerikanske studier lader sjældent deres dyre film optræde som andet end blikfang og PR-lokomotiver i Cannes, der primært fungerer som affyringsrampe for billigere independent-produktioner. De kan også være gode, men sælger sjældent billetter i hundredetusindevis i Danmark – eller andre lande, for den sags skyld.

Der er dog almindelig enighed om, at høsten i 2015 var lidt over gennemsnittet. Til alles overraskelse vandt den franske DHEEPAN – selv om andre film fik mere medvind hos både kritikere, filmkøbere og et almindeligt publikum. Langt de fleste af de 19 film i hovedkonkurrencen er allerede købt til dansk distribution – bl.a. den stærkt roste CAROL med Cate Blanchett, en genindspilning af den blodige MACBETH baseret på Shakespeare’s drama med Michael Fassbender og Marion Cotillard,, SICARIO med bl.a. Benicio del Toro og årets måske største overraskelse, det ultrarealistiske og dybt rystende KZ-lejrs-drama SON OF SAUL.

De fleste af filmene vil først komme op sent i efteråret og derefter, men de første tre film der brugte Cannes som døråbner til de europæiske biografer, er klar til at fornøje, underholde og gribe publikum allerede i løbet af sommeren – alle tre blev stærkt rost. Det drejer sig om dokumentarfilmen AMY om Amy Winehouse, der døde blot 27 år gammel, Woody Allen’s IMMATERIAL MAN med Joaquin Phoenix og Emma Stone, samt Pixar’s nyeste hyperintelligente og imponerende INDERST INDE, der bliver en kæmpesucces straks skolerne er i gang igen efter sommerferien.

Ingen danske film deltog i årets hovedkonkurrencer – der var dog lidt danske penge i Joachim Trier’s LOUDER THAN BOMS, der måtte rejse tomhændet hjem.

BIOnu - Et landsdækkende samarbejde mellem uafhængige biografer.