Den hedder PITCH PERFECT 2 – og som tallet indikerer, er der tale om en efterfølger. Den første film var en succes, men så heller ikke større.  Det er en, overvejende, komedie for de 12 – 19-årige, men noget indikerer, at den rammer meget bredere. Sommerens første store overraskelse er her.

I sin start-weekend i USA solgte PITCH PERFECT 2 billetter for over 70 mill. dollars – næsten en halv milliard danske kroner – og dermed henviste den ellers sublime og rost til skyerne MAD MAX:FURY ROAD til 2.pladsen – selv om den sidstnævnte har kostet fem gange så meget at lave.

Lige nu står PITCH PERFECT 2 til at få premiere i Danmark første torsdag i august – men mon ikke den kommer tidligere ? Ingen gemmer en kæmpesucces 2,5 måneder i skrivebordsskuffen.

Når vi kalder det en ”dansk” film er det, fordi hele filmens 25 minutter lange finale postulerer at finde sted i København. Vi er til det uofficielle verdensmesterskab i acapella-sang (uden musikalsk ledsagelse) og mesterskabet er arrangeret i en stor københavnsk park (i virkeligheden er intet optaget i København) – det hele er en slags blanding af X Factor og Melodi Grand Prix. I et kort glimt ser vi dog nogle husfacader fra Nyhavn.

Endnu mere dansk bliver den, fordi Birgitte Hjort Sørensen har en pæn stor rolle i den – dog spiller hun tysker. PITCH PERFECT 2 er en af de interessante film, som langt fra er noget mesterværk, men som rammer noget i tiden og hvor publikum vælter ind. Den er sød, sjov og sexet – og en modvægt til sommerens gigantproduktioner.

BIOnu - Et landsdækkende samarbejde mellem uafhængige biografer.