Der er sket en spændende udvikling, for faktisk er der tale om lønnedgang for de allerfleste stjerner – til gengæld bliver flere lønnede, som man gjorde i Danmark i 70'erne: akkordløn og bonusløn.

Den højest lønnede mandlige stjerne er Leonardo DeCaprio, der kan tillade sig at forlange 25 millioner dollars for en film, foruden en pæn andel af filmens overskud el. omsætning. For WOLF OF WALL STREET tjente han over 40 millioner dollars som en kombination af de to ting.

Højst lønnet blandt pigerne er Sandra Bullock og det skyldes ikke mindst GRAVITY, hvor hun ikke fik så meget på en fast check, men en ordentlig bid af filmens overskud – og endte med at tjene hele 70 millioner dollars for rollen som astronaut i knibe. For en normal kommerciel film kan Sandra Bullock tillade sig at forlange op mod 20 millioner dollars.

Ofte deltager højt betalte skuespillere i mindre film, hvor de optræder for "småpenge", hvis det vel at mærke er et projekt, de brænder for. Til gengæld får de så en ordentlig luns af overskuddet, hvis der bliver et.

Præcis som det er skildret her med Bullock og GRAVITY, en film, der står og falder med hendes solopræstation.

WOLF OF WALL STREET er et godt eksempel på udviklingen. Leonardo tjente 40 millioner dollars. Jonah Hill havde den næststørste role. Han var inderligt træt af komiske roller i småfjollede film og derfor ville han have rollen som Leonardos grænseoverskridende børsmægler-sidekick i Wall Street-komedien. Der var trods alt mere kød på. Han sagde ja til at spille den for bare 60.000 dollars. Det gav til gengæld en Oscar-nominering og meget mere status.

De højst betalte mandlige stjerner i dag er foruden Leonardo DeCaprio navne som Matt Damon, Robert Downey Jr., Denzel Washington, Tom Cruise, Dwayne "The Rock" Johnson og Mark Wahlberg.

Brad Pitt er ikke længere på listen – og gamle toppere som Mel Gibson, Kevin Costner og Arnold Schwarzenegger får brøkdele af, hvad de gjorde engang.

Boblere på vej mod toppen er navne som Bradley Cooper , Jake Gyllenhaal og Channing Tatum.

På spindesiden er supernavne foruden Bullock navne som Angelina Jolie, Melissa McCarthy og Jennifer Lawrence. Stærkt på vej er Shailene Woodley og Emma Stone.

BIOnu - Et landsdækkende samarbejde mellem uafhængige biografer.