Der er lagt op til væg-til-væg-underholdning, når AVENGERS:AGE OF ULTRON som årets største superhelte-knaldperle rammer biograferne i slutningen af april. Men allerede inden den er set af de første almindelige biografgængere er brødrene Joe og Anthony Russo hyret til at lave de to efterfølgere – AVENGERS: INFINITY WAR, Del 1 og Del 2 – og de skal optages i 2016 back-to-back. Det betyder man kan skyde det hele som én lang film og spare mange millioner dollars på produktionen. Den samlede pris ventes alligevel at komme i nærheden af en halv milliard dollars – 3,5 milliarder danske kroner.

Brødrene Russo stod bag CAPTAIN AMERICA:WINTER SOLDIER – og inden de går i gang med det måske dyreste samlede filmprojekt i verden, skal de nå at lave endnu en film om den heltemodige amerikanske soldat med skjoldet – CAPTAIN AMERICA:CIVIL WAR. Foruden Captain America selv ventes flere andre af Marvel Comics superhelte at dukke op i denne film.

De to næste AVENGERS-film ventes udsendt i 2017 og 2018. Foreløbig er forventningerne på bristepunktet til AGE OF ULTRON, som efter sigende flytter grænserne for, hvad man kan skabe af mageløse effekter på et biograflærred.

BIOnu - Et landsdækkende samarbejde mellem uafhængige biografer.