Det var 1975 og han var en forhutlet skuespiller med nogle småroller bag sig, bl.a. en blød pornofilm, der senere blev genudsendt som The Italian Stallion. Efter at have set en boksekamp mellem Muhammed Ali og den hvide bokser Chuck Wepner, tog Sylvester Stallone hjem i sin beskedent udstyrede lejlighed og skrev på 3,5 dage manuskriptet til Rocky. Den kamp var en total overmatching – alle regnede med, at Wepner ville blive fældet efter sekunder. I værste fald båret ud på en båre – eller i en kiste. Han gik for at være et ringvrag. Til alles overraskelse stod Wepner distancen – han vandt ikke, men han holdt sig på benene, godt mørbanket, i samtlige 15 runder. Det var Sly Stallone's inspiration til en moderne Askepot-historie. – Rocky var en mand af gaden, uden alt for mange brikker at flytte rundt med, men en mand med hjerte og ære, en mand, der aldrig gav op.

Stallone gav sit manuskript til United Artists til gennemlæsning. De var vilde med det. Tilbød ham et manushonorar på 265.000 dollars. På det tidspunkt havde Stallone 106 dollars stående på sin bankkonto.

Hans krav: - Jeg vil selv spille hovedrollen.

Det var der ingen, der var vilde med. Man flirtede med ideen om James Caan eller Ryan O'Neal – begge stjerner i de dage – i hovedrollen. Stallone – en tredjerangs skuespiller uden erfaring, umuligt.

De lykkedes imidlertid at få Stallone's ambition opfyldt mod at filmen blev lavet på et, selv dengang, latterligt lille budget på 1,1 million dollars –svarende til 7 millioner kroner.

Resten er historie, som man siger. ROCKY blev en verdenssucces. Filmen vandt en Oscar som Årets Bedste Film. Sylvester Stallone blev en stjerne – snart med et honorar på 10-15 mill. USD pr. film.

Siden har Stallone's karriere taget nogle voldsomme dyk, for at sige det mildt.

Nu er han tilbage, hvor han startede. I løbet af sommeren starter man produktionen af en ny ROCKY. Men denne gang gør han det rigtigt og gennemtænkt. Han spiller træner for en ung farvet bokser, der er barnebarn af den Apollo Creed, Rocky mødte i ringen i den allerførste film. Rocky skal sætte ham op til den store match.

Mon ikke vi får nogle scener a la dem, vi alle husker fra den originale film – løbeturene gennem Philadelphia, turen op af trapperne til byens kunstmuseeum, slagudvekslingerne med de døde svinekroppe på slagteriet.

Underlægningsmusikken til ROCKY hører stadig til de mest vellykkede i historien.

BIOnu - Et landsdækkende samarbejde mellem uafhængige biografer.