Det bliver større, flottere, dyrere, mere originalt og mere effektfuldt end noget, du nogensinde har set før, når der den 23.april er dansk premiere på AVENGERS:AGE OF ULTRON. Den første film om THE AVENGERS – hele galleriet af superhelte fra Marvel samlet i den samme film – solgte over 300.000 billetter i Danmark og den seneste BATMAN-film solgte over 500.000 billetter.

 

Vi tør godt love, at begge tal bliver slået – eftertrykkeligt? –når AGE OF ULTRON ruller over lærredet. Budgettet har for længst passeret 300 millioner dollars og filmen bliver dermed også en af de dyreste i historien.

Skurken i den ny film er Ultron, en kæmperobot, der selvfølgelig vil bemægtige sig verden – men heldigvis har vi The Avengers, og hvor superheltene sidst kun var sammen ganske kort tid og mest opererede hver for sig, er de i den ny film tilstedeværende som et team i de fleste scener.

Det er nogle af verdens største superhelte og nogle af verdens største skuespillere: Robert Downey Jr. som Iron Man, Mark Ruffalo som den grønne The Incredible Hulk, Scarlett Johansson som Black Widow, Jeremy Renner som Hawkeye, Chris Evans som Captain America og Chris Hemsworth som Thor.

Som James Bond-serien har den ny film en prolog – en lille, eksplosiv action-åbningsscene, hvor samtlige personer og hele batteriet af effekter kommer i brug, inden vi tager fat på den egentlige hovedhistorie.

Der kommer selvfølgelig nye karakterer i den ny film – bl.a. Quicksilver, der sprinter med lynets hast, og Scarlet Witch, der kan manipulere med ting, så de skifter facon, og har stærke synske evner.

Joss Whedon har haft "besværet og bøvlet" med at styre både det gigantiske budget og nogle af Hollywoods største og dyreste egoer.
Alligevel går han for at være en af filmbyens mest flinke og rare mænd – et egetræ i de største storme, altid rolig og med et formidabelt overblik.

Fra settet er der allerede velinformerede kilder, der hævder, at AVENGERS:AGE OF ULTRON indeholder scener, der aldrig er set i nogen film før – og at publikum vil blive blæst omkuld.

Vi tror, den får en åbningsweekend i Danmark på niveau med FIFTY SHADES OF GREY!

BIOnu - Et landsdækkende samarbejde mellem uafhængige biografer.