Selv om det først er den 12. februar, der er premiere på FIFTY SHADES OF GREY, er forsalget gået i gang – og jo, vi skulle hilse og sige, det rykker hurtigt.
Vil du derfor se den stærkt imødesete amerikanske film bygget på de tre bestseller-bøger (totaloplaget i Danmark er i nærheden af en halv million eksemplarer) allerede i den første weekend, så er det nok en god idé allerede nu at købe eller bestille billet. De bliver nemlig revet væk.
Det er den rimelig ukendte instruktør Sam Taylor-Johnson, der står bag Hollywoods første forsøg i mange år på at lave en æggende og dampende varm erotisk historie, som piger vil flokkes til. Allerede nu tyder alt på, at det bliver årets veninde-film.
Rollen som den sex-nysgerrige Anastassia, der hele tiden får udvidet grænserne for, hvad hun vil prøve, spilles af Dakota Johnson – hendes far er skuespilleren Don Johnson – mens vor tids svar på Don Juan, milliardæren Christian Grey med det store talent for at give kvinderne seksuel nydelse, spilles Jamie Dornan.

BIOnu - Et landsdækkende samarbejde mellem uafhængige biografer.