Vi mangler ikke super- og actionhelte, men nu kommer den første sorte af slagsen - BLACK PANTHER, og den har endda premiere lige midt i det, der de fleste steder er skolernes vinterferie.
Der kommer sikkert en helt ny coolness faktor over BLACK PANTHER, vi befinder os i et nyt, mere realistisk univers og instruktøren, Ryan Coogler, er også sort. Hans allerførste film, Fruitvale Station, var lavet for mindre end én million dollar, fik alligevel biografpremiere over hele verden, var en grum autentisk historie om politivold, der var i nærheden af Oscar-nomineringer - og således gik det til, at Ryan Coogler i overført betydning gik fra at spille i Danmarksserien til at spille i superligaen allerede fra sin anden film, den halvdyre Rocky-fortsættelse CREED. - Allerede da jeg var en stor dreng, ledte jeg i en tegneserie kiosk efter et hæfte om en superhelt, der så ud som jeg selv - altså sort. Og jeg fandt ham i Black Panther, siger Coogler, der allerede med sin tredje film får lov at lege med et budget over 100 mill. USD.
- For første gang nogensinde har vi ikke alene en sort superhelt, men en actionhelt, der kommer fra Afrika.

Afrika har ikke for alvor været i Hollywoods søgelys af den enkle grund, at filmomsætningen i de fleste lande - bortset fra Sydafrika - er minimal. Folk har ikke i større omgang råd til at gå i biffen. Det har de i Asien, og derfor har man satset mere på den verdensdel, hvor især Kina stormer frem.
Der er både mange sorte mænd og kvinder i BLACK PANTHER - og de hvide er mest med som skurke, bl.a. Andy Serkis, der spillede karakteren "indeni" Gollum i RINGENES HERRE og senere har været Cæsar i de nye film om ABERNES PLANET.

På superhelte fronten står BLACK PANTHER på alle måder som en lille revolution. Der er dansk premiere den 15. februar - og du kan se traileren til filmen her.

BIOnu - Et landsdækkende samarbejde mellem uafhængige biografer.