Belønnet med 2 Golden Globe-priser – Michael Keaton som Bedste Skuespiller i et drama og Bedste Manuskript – og helt sikkert spækket med Oscar-nomineringer bliver BIRDMAN en af det tidlige 2015’s uhyre interessante film.

Med et efter amerikanske forhold beskedent produktionsbudget på 18 millioner dollars er det alligevel lykkedes den meget innovative instruktør Alejandro Gonzalez Inarritu (han havde stor succes i Danmark med sin multiplothistorie BABEL) at lave en film med stjerne-skuespillere, der brændte for sagen, og folde den ud med imponerende scener og i visse tilfælde også forrygende effekter. Samtidig er historien så overrumplende, at man aldrig ved, hvad der venter om næste hjørne. Det er få film, man kan sige det om.

I BIRDMAN spiller Michael Keaton en lettere udbrændt skuespiller, der engang fejrede triumfer i tre film som superhelten Birdman. Allerede her er der tyk ironi, for Michael Keaton er en af de mange, der har prøvet at krybe i Batman-kostumet – ligesom Val Kilmer, George Clooney, Christian Bale – og meget snart Ben Affleck.

Efter års trængsler og nedtur beslutter Riggan (som Keatons karakter hedder) for egne penge at sætte et teaterstykke op på Broadway i New York. Det er hans sidste chance for et come back – og de tyndslidte nerver hænger udenpå tøjet. Han får hjælp af gamle venner, men byens vigtigste anmelder har et horn i siden på ham og lover ham verbale øretæver – uanset hvordan han end spiller.

Fremragende skuespillere som Edward Norton, Emma Stone, Naomi Watts og Zach Galifianakis leger med i BIRDMAN – og instruktøren har leget med optagelser af helt op til 21 minutters længde i ”et take”. Derefter er de klippet sønder og sammen i redigeringen.

Broadway i New York ligger lige op ad verdens måske mest befærdede plads – Times Square. I en ekstrem humoristisk scene skal Michael Keaton krydse denne plads – kun iført hvide underbukser. Det er grænseoverskridende sjovt. Titusindvis af mennesker passerer Times Square i timen – og man kunne ikke bluffe scenen  igennem med statister. Den blev optaget på en helt almindelig dag med helt almindelige mennesker i travl gang over Times Square. Til Oscar-natten den 22. februar er BIRDMAN en af de største favoritter.

BIOnu - Et landsdækkende samarbejde mellem uafhængige biografer.