2016 var et rædselsår for danske film. Der var to velbesatte og glimtende filmperler i form af FLASKEPOST FRA P og KLASSEFESTEN 3 - men der var i den anden ende også totale fiaskoer, som solgte mellem nogle få hundrede og nogle få tusinde billetter, film som de fleste biografer valgte slet ikke at tage på repertoiret. Alene i årets sidste måneder var der titler som SHELLEY, ANTI, FORÆLDRE og 37.
Heldigvis ser starten på 2017 markant bedre ud - man kan endda både håbe og måske tro på, at januar og februar leverer fire publikumssucceser.

De er:

DRÆBERNE FRA NIBE (12. januar)

Det er billige med et par effektive mord end at blive skilt og skulle dele formuen. Ulrich Thomsen og Nicolas Bro er lidt trætte af deres krævende koner og da de finder ud af, hvor dyrt det er at skulle splitte boet, lejer de en russisk lejemorder. Det er der kommet en dialog stærk komedie ud af - hvor konerne, spillet af Mia Lyhne og Lene Maria Christensen, er mindst ligeså opfindsomme som mændene. Se den før du bliver gift ! 

UNDERVERDEN (19. januar)

Danmark har været temmelig dårlig til at lave vellykkede genrefilm. Denne - i genren: brutal og realistisk actionfilm - har en forbløffende høj og professionel standard og er på forhånd solgt til en lang række lande under den internationale titel DARK WORLD, bl.a. har Kina købt den ! Dar Salim spiller den fingerfærdige kirurg, der går på et altødelæggende hævntogt mod kriminelle indvandrerbander. Det er råt, koldt og ondt. Se den - hvis du er til Jason Statham.

ALLE FOR TRE (2.februar)

Danmarks næstpopulæreste komiker Mick Øgendahl vender tilbage sammen med sin fiktions-bror Rasmus Bjerg i en tredje film, omhandlende de lidt bøvede brødre Ralf og Timo. Denne gang arver de deres far - og opdager, de har en halvsøster, - i Italien.
Det er godt halvanden time holdt oppe af gode grin og vilde grimasser - denne gang med mere solskin og flere eksotiske locations end normalt. Det passer fortrinligt til en kold dansk vinter.

FAR TIL FIRE PÅ TOPPEN (9.februar)

Hele Danmarks yndlingsfamilie har i et tidligere liv været i Norge - og kommer det igen, denne gang med et helt nyt hold skuespillere. Martin Brygmann er blevet Far, Thomas Bo Larsen Onkel Anders. Man har søgt at gøre det hele en smule mere tidstypisk. Der er en skarpere dialog. Men Lille Per har stadig sin stribede T-shirt på, som han har haft siden 1950'erne, og hans bedste ven er fortsat den trillende legetøjselefant Bodil. FAR TIL FIRE PÅ TOPPEN er tidsindstillet til at skulle fornøje børn/forældre/bedsteforældre i skolernes vinterferie.

Du kan se traileren til DRÆBERNE FRA NIBE her.

BIOnu - Et landsdækkende samarbejde mellem uafhængige biografer.