I år vil du få flere julefilm end nogensinde før i de danske biografer - faktisk hele seks stykker - tre for børn og tre for voksne. Der plejer at være en eller to, så det er en voldsom forøgelse denne jul - og derfor er de også spredt ud over en lang periode, så de ikke alle starter på samme torsdag. Den allerførste - FAMILIEN JUL I NISSERNES LAND er der allerede premiere på den 3. november - og så kommer der en ny til hver uge.

De tre for børn - FAMILIEN JUL, DEN MAGISKE JULEÆSKE og den nyeste i serien om PEDDERSEN & FINDUS - er som julefilm altid har været - lidt drivende sentimentale, fyldt med gammeldags julestemning og med en happy end.

De tre voksne julefilm har selvfølgelig også en happy end , men er nærmest modsat i deres grund attitude - lad os bare kalde dem anti-julefilm. Her er julemænd, der hader julen. Mennesker der især mener, julen er en kommerciel fidus. THE OFFICE PARTY med bl.a. Jennifer Aniston og Jason Sudeikis er en slags amerikansk JULEFROKOSTEN, hvor årets hyggearrangement på kontoret løber helt løbsk, når sprutten går ind og forstanden ud. De sidste to er næsten grænseoverskridende - der er BAD SANTA 2, hvor Billy Bob Thornton igen er på afveje som december-udklædt alkoholiseret, sexgal julemand. Den første BAD SANTA har stille og roligt etableret sig som et kulthit.

En Top Tre over alletiders største julefilm er vel nok med klassikeren IT'S A WONDERFUL LIFE på en klar 1. plads, ALENE HJEMME på en 2. plads og BAD SANTA som en skæv outsider på 3. pladsen.

Årets sidste julefilm for voksne i de danske biografer er UNDERCOVER, hvor Linda P. spiller en julefikseret, naiv og absolut politimæssigt understimuleret betjent, som sættes på en hemmelig opgave - inden hun skal hjem og holde en enlig jul med sin kat Hr Knudsen. Da Casper Christensen har skrevet manuskriptet, står sjofel- og plathederne naturligvis i kø.

Traileren til filmen er allerede set 320.000 gange på Facebook. Har du ikke allerede set den, kan du gøre det her.

BIOnu - Et landsdækkende samarbejde mellem uafhængige biografer.