Biografsæsonen i 2016 har hidtil været rig på interessante og flot sælgende film fra Hollywood og uhyre svag på danske film, der har kunnet ret meget. For eksempel har årets 8 første måneder ikke budt på en eneste dansk komedie. Men nu er der håb resten af året.Torsdag den 1. september kommer den første film, der balancerer knivskarpt mellem komedie og drama - KÆRLIGHED & ANDRE KATASTROFER med gode navne som Lars Ranthe, Ellen Hillingsø, Paw Henriksen og Lisbet Dahl. Filmen er måske ikke DEN ENESTE ENE, men lidt i samme retning - og uhyre vellykket i sin skildring af et ægteskab på katastrofekurs, hvor Frederik forsøger at holde gang i kernefamilien, en elskerinde, sin egen forretning, en syg og rasende mor og to sprælske teenage-børn på samme tid. Naturligvis med katastrofale konsekvenser ! Det er et meget godt signalement af familien Danmark anno 2016. Velfærd og idyl på overfladen, jalousi, problemer og stress lige under. Et fint bud på en nutidig komedie af Sofie Stougaard.

Den 22. september er der premiere på SWINGER, en komedie med seksuelle undertoner. Drengene fra Rytteriet, Martin Buch og Rasmus Botoft, er som i Frederik i ovennævnte komedie på katastrofekurs. De er medlemmer af en swingerklub på en lille ø, hvor man mødes engang imellem med ligesindede for at bolle igennem og komme lidt væk fra hverdagens rutiner. Indtil en af mændene begår den utilgivelige og forfærdelige fejltagelse i en swingerklub - han forelsker sig !!! SWINGER er af instruktøren Mikkel Munch-Fals, der plejer at dyrke det bittersøde, og desuden medvirker Mille Dinesen og Birthe Neumann.

Efterårets mest ventede danske komedie er utvivlsomt KLASSEFESTEN 3:DÅBEN, som påny byder på practical jokes og pinlige situationer med Anders W. Berthelsen, Troels Lyby og Nikolaj Kopernikus. Alle KLASSEFESTEN-filmene har en social begivenhed som omdrejningspunkt - og denne gang skal Andreas under desperate omstændigheder finde en ny kæreste at tage med til ex-konens barnedåb med en ny succesrig ægtemand. Andreas er og føler sig som en katastrofe. Det må der gøres noget ved. Der er premiere på KLASSEFESTEN 3 den 6. oktober - og den er tænkt som efterårsferiens store voksenfilm - sammen med INFERNO.

UNDERCOVER den 24. november er en ny dansk lowbudget-komedie med den debuterende instruktør Nikolaj Peyk og, ret interessant, manuskript af Casper Christensen. De egentlige hovedroller har Roland Møller og Linda P. Det er en såkaldt roadmovie, hvor Linda P som betjent skal assistere en småkriminel tværs over landet. Også her står katastroferne naturligvis i kø. UNDERCOVER er indspillet på bare et par uger.

Du kan se traileren til KÆRLIGHED & ANDRE KATASTROFER her.

BIOnu - Et landsdækkende samarbejde mellem uafhængige biografer.