Navnet er Alicia Vikander. Hun er svensk og bare 27 år. Hun har allerede fået sin første Oscar - for DEN DANSKE PIGE. Vi kan således godt hævde, vi har en lille aktie i hende. Foruden det danske islæt her var en af hendes første store roller i Nikolaj Arcel's EN KONGELIG AFFÆRE. Lige om lidt kan du se hende i en regulær hovedrolle i JASON BOURNE, hvor hun med stor udstråling spiller CIA's administrative superkvinde, der både skal yde Bourne med- og modspil.

JASON BOURNE er en storfilm - og hendes honorar har næppe været i småtingsafdelingen. Helt vildt bliver det imidlertid, når hun skal fylde skoene efter Angelina Jolie i en fortsættelse af TOMBRAIDER-serien som den handlekraftige Lara Croft. Og lige om lidt kan du desuden se hende i et af eftersommerens romantiske dramaer - LYSET I HAVET, hvor hun spiller sammen med sin private kæreste, Michael Fassbender. Også han er på vej som ægte superstjerne. Det kulminerer nok i januar, hvor han har hovedrollen i ASSASSINS CREED, der går fra at være spil til at blive storfilm.

Siden sin rolle i EN KONGELIG AFFÆRE (den blev Oscar-nomineret som Bedste Fremmedsprogede Film) i 2012 har Alicia Vikander lavet intet mindre end 14 internationale film!
Ikke alle har været lige gode, men den subtile sci fi film EX MACHINA fra sidste år hører til i topklassen. Desværre fik den en stærkt begrænset biograf release i Danmark.

Hollywood har allerede haft to kvindelige topstjerner fra Sverige - Greta Garbo og Ingrid Bergman. Alicia Vikander bliver den tredje.....

BIOnu - Et landsdækkende samarbejde mellem uafhængige biografer.