Biografpublikummet bliver aldrig trætte af 2. verdenskrig. Eller krig i det hele taget. Med krigszoner i det halve af verden tyder meget på, at tempoet kun skrues op. Her er en hurtig oversigt over nogle af de krigsfilm, du i overkommelig fremtid kan se i biografen. I efteråret (oktober) kan du se frem til FUGLENE OVER SUNDET - en dansk film om den undsættelsesaktion i 1943, hvor næsten samtlige danske jøder slap helskindet over Øresund til Sverige. Vi følger en populær jazzmusiker, der med timers varsel med sin familie må sætte kursen mod Gilleleje, hvor fiskerbåde var klar til at smugle jøderne over den smalle stræde mellem Danmark og Sverige. Ikke alle de lokale fiskere var lige flinke eller idealistiske, mange tjente tykt på situationen.

Nogenlunde samtidig får ANTROPOID premiere. Det er filmen om dengang, tjekkiske modstandsfolk begik et attentat mod Richard Heydrich - i krigens start Hitlers øverstkommanderende i Tjekkiet og samtidig "hjernen" bag udryddelsen af jøderne. Der er "efterkrig" i FRITZ BAUER EN FJENDE AF STATEN om retsopgøret efter krigen i Tyskland mod de gamle krigsforbrydere. Man kan komme tilbage til Den Amerikanske Borgerkrig iblandet lidt racepolitik i FREE STATE OF JONES.

Det helt store brag kommer dog næste år med DUNKIRK, hvor ingen ringere end Chris Nolan. som mest har cirklet omkring sci og fremtiden med alt fra BATMAN til INTERSTELLAR, tager fat om en storfilm om tilbagetrækningen fra Frankrig, hvor et par hundrede tusinde allierede i krigens start var trængt op i et nordfransk hjørne af de nazistiske styrker. Det bliver den største krigsfilm siden SAVING PRIVATE RYAN.

Se traileren til Fuglene over sundet her.

BIOnu - Et landsdækkende samarbejde mellem uafhængige biografer.