Torsdag den 26. maj bliver en ufattelig stor releasedag i biograferne – med ikke mindre end tre store nyheder på programmet. Med et samlet produktionsbudget over to milliarder kroner er der virkelig dømt storfilm over WARCRAFT og ALICE I EVENTYRLAND:BAG SPEJLET.

Den første er baseret på et computer- og konsolspil, der igennem år har været et af markedets populæreste. I storslåede billeder trækkes vi ind i et fantasi univers, der er meget lig det, man har oplevet i film som RINGENES HERRE og HOBBITTEN. Der er drabelige slag og skrækindjagende monstre. Der er fuld knald på paletten – og naturligvis i både 3D og 2D.

Det samme gør sig gældende for andendelen af ALICE I EVENTYRLAND. Den er stor, dyr og fantasifuld, et festfyrværkeri i opfindsomhed for øjnene, men af den lidt mere raffinerede slags. Den første film blev sammen med AVATAR banebrydende for en ny bølge af 3D-film i Danmark – og den solgte faktisk over 300.000 billetter.

Allermest interessant er måske EN MAND DER HEDDER OVE, sommerens store feel good-film, som ikke færre end 1,7 millioner svenskere har været i biografen for at se. Det meste nogensinde for en svensk film.

Det foregår i Sverige, men kunne ligeså godt være i et parcel- og rækkehuskvarter i Danmark. Miljøet og handlingen flugter fint med Danmark – lige nu. Bogen EN MAND DER HEDDER OVE har også været en kæmpesucces her i landet, hvor der er solgt næsten 100.000 bøger. Man griner og græder med Ove og alle hverdagens trængsler.

Lurer der et regulært sommerhit her ? Se traileren og bedøm selv..

BIOnu - Et landsdækkende samarbejde mellem uafhængige biografer.