Danmark har måske aldrig været verdens største biografmarked for superhelte. Kun en enkelt af Chris Nolans BATMAN-film har været oppe at runde en halv million billetter, ligesom de to AVENGERS-film er gået rigtig godt. Men vi tør godt forudsige, at det kommer til at ændre sig dramatisk i 2016, der bliver det bedste filmår for superhelte nogensinde !

I 2016 bliver disse film flere, bedre, dybere, sjovere, grovere og mere originale end nogensinde.

Lad os her hurtigt tage fat på blot fire årsager til, at vi forudser et salg på flere end 2 millioner superhelte-billetter i det ny år:


DEADPOOL

Allerede den 11. februar og dermed i den attraktive vinterferie starter superåret 16 med DEADPOOL. Ryan Reynolds har tidligere leveret et kæmpeflop i genren med THE GREEN LANTERN, men Wade Wilson alias Deadpool er noget helt andet. Da de allerstørste fans af superhelte mødtes til den årlige Comic Con konvent blev traileren og nogle glimt fra DEADPOOL vist for et tusindtalligt publikum – og af samtlige film var DEADPOOL den, der tog flest kegler. Publikum skreg – af grin. DEADPOOL har humor, sarkasme, bid, vanvid – nægter at tage sig selv alvorligt, samtidig med at den opererer inden for genrens fastlagte konventioner.

Det er den film, alle drengerøve SKAL se i vinterferien.


BATMAN VS. SUPERMAN:DAWN OF JUSTICE

Det er kun blevet den 24. marts, før superheltegenrens to allerstørste figurer mødes – i den samme film! Marvel Comics har i nogle år været den dominerende spiller på dette marked – nu slår DC Comics tilbage med fuld kraft. BATMAN (nu spillet af Ben Affleck) kommer i skarp konfrontation med Superman (Henry Cavill) i superheltebyen over dem alle – New York. Eller som den hedder i det univers: Gotham. Skyskraberne, de mørke, regnvåde gyder, skyggerne – alt sammen er en perfekt baggrund for skurke og helte. Instruktøren er superhelte mesteren over dem alle – Zack Snyder. Forvent øjenopspærrende underholdning.


CAPTAIN AMERICA: CIVIL WAR

Allerede fem uger senere, den 28. april, slår Marvel Comics tilbage. Det er nemlig ikke alene en ny CAPTAIN AMERICA-film – det er en film, hvor Captain America (spillet af Chris Evans) møder verdens højst betalte superstjerne skuespiller, Robert Downey Jr., bedre kendt som Tony Stark eller IRON MAN. Andre af Avengers-skuespillerne er også på gæstebesøg.


SUICIDE SQUAD

Sommeren igennem vil der være nye superhelte film, men allermest forventning skal man nok have til anti helte filmen SUICIDE SQUAD, der kommer EFTER sommerferien. Her vender man genren på hovedet og det er alle skurkene, der finder sammen i en klub af udsøgt ondskab og bizar påklædning.
Som figur overstrålede Jokeren, først i Jack Nicholsons skikkelse, senere i Heath Ledgers, Batman selv. Forventningerne til SUICIDE SQUAD er enorme – og den Oscar-vindende Jared Leto kører nu Jokeren op i et vanvittigt og stjernegalt 6. gear.

Glæd dig til dem alle – og mange flere.

 

Se traileren til Deadpool her.

 

BIOnu - Et landsdækkende samarbejde mellem uafhængige biografer.