Julen bliver en meget god indikator for, hvor god Danmark er blevet til at håndtere den bredtfavnende børne/familiefilmsgenre – vi er nemlig intet mindre end verdensmestre!! Når det f.eks. drejer sig om Disney-filmen INDERST INDE, blev den ikke alene set af en halv million mennesker i Danmark, i hele Europa er vi i faktisk antal solgte billetter kun overgået af store lande som England, Tyskland, Frankrig, Italien og Spanien – lande, hvor der bor 50 – 60 millioner mennesker !!

I juledagene bliver der massivt rykind til hele 4 børne/familiefilm: RADISERNE, IQBAL & DEN HEMMELIGE OPSKRIFT, VILLADS FRA VALBY og EMMA & JULEMANDEN. Hvilken af filmene, der løber med den største interesse, er på forhånd svært at sige.

Derimod er det sikkert og vist, at der allerede den 7. januar kommer endnu en forrygende film fra Disney-selskabet Pixar – den rørende, smukke, humoristiske, underholdende DEN GODE DINOSAUR, der vil gribe både de yngste og de ældste. En børnefilm som også voksne vil elske.

Og det bliver bare ved og ved. 2016 bliver endnu bedre for børne/familiefilm end 2015.

I skolernes vinterferie i februar er hele 4 nyheder klar: ALVIN & DE FRÆKKE JORDEGERN PÅ FARTEN, ANTBOY 3, BIEN MAJA for de mindste og absolut ikke mindst den vildt sjove ZOOTROPOLIS fra Disney, der igen vil få både børn og voksne til at grine. Faktisk kunne man godt allerede i vinterferien have vist KUNG FU PANDA 3, men den har man fornuftigt nok flyttet til den 17. marts.

Resten af året kan man bl.a. se frem til en ny ICE AGE, en efterfølger til FIND NEMO, en 2’er til ALICE I EVENTYRLAND samt JUNGLEBOGEN og TARZAN – nu lavet som rigtig live action film !!

Børnepublikummet vil vælte sig i fantastisk underholdning i 2016 – disse film plejer at holde sig i live på biografernes repertoire i månedsvis – og som noteret: intet sted har de så trofast og taknemmeligt et publikum som i Danmark.

 


Her kan du se den danske trailer til DEN GODE DINOSAUR, der starter filmåret 2016 på børnefronten.

BIOnu - Et landsdækkende samarbejde mellem uafhængige biografer.