Selvfølgelig måtte det ske - A STAR IS BORN tromlede alt andet væk i de danske biografer i den overståede weekend og blev et substantielt hit. Endda et hit anmelderne var vilde med - årets højeste karaktergivning til en mainstream film. Filmen er god, musikken er inciterende, Lady Gaga og Bradley Cooper er formidable.

Men nu kommer temperaturen i de samme biografer op på kogepunktet. I Kina havde man i weekenden som det første land i verden premiere på AQUAMAN - og det gik helt forrygende.
75 millioner dollars blev der omsat for, svarende til en halv milliard kroner. AQUAMAN er en af de dyreste film, der er skabt i DC Comics universet - fyldt med effekter og øjenopspærrende ramasjang og fra torsdag er den i de danske biografer som en tidlig julegave. Det er kampen om den forsvundne og sunkne by Atlantis.
En anden superhelt er i de danske biografer fra weekenden: SPIDER-MAN, denne gang i animationsform. Voldsomt underholdende. Filmen er allerede Golden Globe-nomineret som en af årets fem bedste animationsfilm.

Amerikanerne byder på THE MULE - Clint Eastwoods nyeste film (om narkosmugling over den mexikanske grænse), samme SPIDER-MAN og en uge forsinket den dyrt producerede MORTAL ENGINES, hvor Peter Jackson har haft en finger med i spillet. Her har du traileren til AQUAMAN - og så er der iøvrigt gode pakker i biografen helt hen til foråret.

BIOnu - Et landsdækkende samarbejde mellem uafhængige biografer.