Det bliver en helt mageløs sommer for familiefilm.
I den netop overståede weekend debuterede DE UTROLIGE 2 i USA med en fuldkommen vanvittig omsætning på 183 millioner dollars - det højeste nogen animationsfilm nogensinde har lavet på en enkelt weekend i verdens største filmland.
Både anmeldere og publikum er vildt begejstrede for den teknisk formidable film, som både byder på superhelte - serveret med tyk ironi - og spandevis af befriende humor. Når de bedste animationsfilm efterhånden nydes i alle aldre, skyldes det både den suveræne kvalitet og en handling, der er fungerer på mange planer, så også voksne føler sig totalt grebet af historien. DE UTROLIGE 2 får dansk premiere sidste weekend i august - og mon ikke det efter den raketagtige amerikanske start sker med et gigantsalg ?

Sommeren er i det hele taget en boltreplads for store og hyggelige familiefilm. Både FAR TIL FIRE I SOLEN og HOTEL TRANSYLVANIA 3 vil inden DE UTROLIGE 2 lokke titusindvis i biografen som sommerens rendyrkede familiefilm. Men der er masser af andre gode tilbud - og selv om de mest taler til voksne, vil det også vælte ind med store børn til ANT-MAN AND THE WASP og MAMMA MIA:HERE WE GO AGAIN, den sidste kan blive sommerens allerstørste film i Danmark.

Den kommende weekend i Danmark kan vi stærkt anbefale både OCEAN'S 8 - store kvindelige Hollywood-stjerner fører traditionen fra Oceans Eleven videre - og LOVE, SIMON, der måske er flere års største, bedste og mest ærlige ungdomsfilm, en ægte hjerteknuser.

Du kan se traileren til LOVE, SIMON her.

BIOnu - Et landsdækkende samarbejde mellem uafhængige biografer.