På alverdens hitlister er det især BLACK PANTHER, som ikke bare sætter nye standarder for sæsonen, men slår rekorder i massevis. Den sorte panter, der hovedsagelig foregår i Afrika og især har sorte skuespillere i de bærende roller, har allerede krydset en global omsætning på 850 millioner dollars - og det er vel at mærke inden Kina har premiere på den. Det sker først på fredag.
Inden næste weekend er forbi, kan BLACK PANTHER i suveræn stil være gået forbi én milliard dollars og have skudt sig op i klassen af de bedste superheltefilm -nogensinde.

Dansk film har foreløbig haft et svært 2018. Det kan ændre sig markant på torsdag, når der er premiere på John Mogensen-dramaet SÅ LÆNGE JEG LEVER. Det er i hvert fald med sikkerhed den danske film i første halvår, der har størst sandsynlighed for at hitte hos et bredt publikum. Det er ikke bare en historisk præcis film om den periode, hvor Dansktoppen var underlægningsmusikken til aktiviteterne i mange danske hjem. Det er et skarpt drama om sangeren og komponisten, der var sin egen værste fjende, en entertainer, der hadede at optræde, en kunstner, der rakte ud efter øverste hylde, men havde mest succes på nederste.
Rasmus Bjerg spiller John Mogensen med stor intensitet og nerve i en præstation, der med garanti sender ham i spil til Robert- og Bodil-priser næste år.

Ellers er der fortsat kæmpeinteresse for film som RED SPARROW, COCO, FIFTY SHADES:FRI, DARKEST HOUR, THREE BILLBOARDS og THE SHAPE OF WATER.

Biografhængerne har virkelig meget at vælge imellem !

BIOnu - Et landsdækkende samarbejde mellem uafhængige biografer.