Ifølge den gamle almanak er juni, juli og august sommermåneder, hvorimod efteråret tager sin begyndelse allerede den 1. september. I Danmark smugstarter vi og tager allerede fat på efteråret med tre interessante og potentielle storsælgere torsdag den 31. august. Og den dato er imødeset med voldsom glæde.

Det er ingen hemmelighed, at august har været en tyndbenet en af slagsen i biograferne - og Danmark er endda heldigere stillet end de fleste lande. Vi har nemlig haft premiere på den ret underholdende AMERICAN MADE med Tom Cruise mange uger før USA. Og vi er et af de lande i verden, hvor DUNKIRK er gået bedst - den hamrer penge hjem på 6. uge.

I USA har man i august haft en nedgang på 34 % på grund af de manglende store film. Nu kommer de imidlertid væltende. Især ventes IT den 7. og 8. september for første gang i flere år at give en gyser en tsunami-agtig popularitet - i hjemlandet regner man med, at den sætter ny rekord for, hvad en film udsendt i september har indtjent.

I Danmark tager vi med 24 timers forskud på festen med følgende tre film, der tækkes hvert sit publikum:

BILER 3 - Disney og Pixar ruller på ny Lynet McQueen ud af garagen og sætter turbo på handlingen i serien, der har været en af selskabets mest populære franchises - racerbilerne har været afbildet på krus, sengetøj, T-shirts og meget, meget mere. Intet drengeværelse uden BILER på væggen.

Det modne publikum og medlemmer af Biografklub Danmark vil flokkes for at se Erik Clausen i ALDRIG MERE I MORGEN, hvor en Danmarkskendt maler møder sig selv og sit eftermæle - efter døden.

Endelig vil et mere ungdommeligt og tju bang-orienteret publikum juble over den kvikke og forfriskende HITMAN'S BODYGUARD med Channing Tatum og Samuel L. Jackson, der allerede har haft 1. pladser i USA og England.

Så kan du allerede glæde dig til en film, du skal se i efterårsferien - SNEMANDEN, en thriller, der går lige i nervesystemet, baseret på en helt fantastisk bog. Du kan se traileren her.

BIOnu - Et landsdækkende samarbejde mellem uafhængige biografer.