Weekenden var halvtrist i de fleste af verdens biografer. Den helt store nyhed vil du næppe nogensinde kunne se i danske biografer. Det kinesiske action eventyr WOLF WARRIORS 2 hamrede i sin fjerde weekend penge hjem i primært lokale biografer, hvor den vises ved 70.000 daglige forestillinger - og den nærmer sig nu med stormskridt en omsætning på 800 millioner dollars - uden at være vist uden for Asien endnu !

WOLF WARRIORS 2 kan således sagtens ende som årets største film overhovedet.
I USA havde man decideret årets allerdårligste weekend, mens vi i Danmark og store dele af Nordeuropa stadig hepper på det både artistiske og underholdende mesterværk DUNKIRK, der går solidt og konstant - og anbefales fra mund til mund.

På torsdag kan vi i Danmark glæde os til AMERICAN MADE , hvor vi for én gangs skyld ser en veloplagt Tom Cruise tilbage i noget, der ikke er endnu en seriefilm. AMERICAN MADE foregår ganske vist i 70'erne og 80'erne, men kunne foregå i USA netop nu. Tom Cruise spiller en pilot, der lystent spræller i en officiel verden af bestikkelse, korruption og narkohandel - meget af det med myndighedernes blåstempling - ja, endda finansiering. Så filmen er på samme tid både informerende og vildt underholdende.

Den film hele verden venter i størst spænding på, er dog Stephen King-gyseren IT - og det er samtidig første gang i flere år, man regner med en gyser får folk til at vælte i biografen. Der er dansk premiere den 7. september.

Du kan se traileren til AMERICAN MADE her.

BIOnu - Et landsdækkende samarbejde mellem uafhængige biografer.