Med god hjælp fra sine Avengers sidekicks IRON MAN og CAPTAIN AMERICA løftede den ny meget unge,meget spinkle Spider-Man - i Tom Hollands skikkelse - sig til en suveræn start i HOMECOMING. I USA kom den i weekenden over 100 millioner dollars. I Danmark kunne den "kun" klare en 2.plads - og udelukkende fordi danskerne i den store familieferie valfarter i biografen med flere generationer - og her er GRUSOMME MIG 3 det klare førstevalg.

Der har i det hele taget aldrig været så mange og så store film at vælge imellem på de danske biograflærreder.
Film med et samlet budget omkring 6 milliarder kroner luftes på det brede lærred med superlyd - i særklasse en ny rekord.Faktisk har den ene store film næppe haft premiere, før den næste står i kø for at tilfredsstille et kræsent publikum.

Allerede førstkommende torsdag kan du se frem til hele tre film, der ventes at få et stort dansk publikum ind i de bløde sæder - ofte væk fra skyer og regnvejr. Med kæmpebudget kommer ABERNES PLANET:OPGØRET, som amerikanske anmeldere har været afsindigt glade for. Den har både en god historie, er velspillet og desuden meget rørende.
For hele familien er den danske KIDNAPPET - dansk hygge med et skvæt drama tilsat og baseret på Bjarne Reuters Bertram-bog.
Endelig er slutfilmen i den gamle sæson af Biografklub Danmark TULIPANFEBER på affyringsrampen - en flot melodramatisk film med gode stjerner som Oscar-vinderne Alicia Vikander, Christoph Waltz og Judi Dench - og de to nykomlinge Dane DeHaan og Cara Delivingne, som lige om lidt har hovedrollerne i endnu en af sommerens storfilm - VALERIAN.
Og allerede i næste uge kan du se sommerens måske mest ventede film, i hvert fald hos mange biografgængere, nemlig Chris Nolans DUNKIRK. Der er ikke meget at betænke sig på, vel ?

Her kan du se traileren til endnu et hit, der kommer sidst i juli - ATOMIC BLONDE med Charlize Theron som agent, lejemorder og slagmaskine. Se den her.

BIOnu - Et landsdækkende samarbejde mellem uafhængige biografer.