Det var en abe i multistørrelse fra en ukendt Stillehavsø og en slidt actionhelt med hvæssede metalkløer, der åd weekenden råt i biograferne - mens alle venter på den kommende weekend og nyfortolkningen af SKØNHEDEN & UDYRET, fyldt med magiske effekter, inciterende sange og gammeldags romantik, hvor man skal vente halvanden time på det første forsigtige kys.

Så KONG og LOGAN kører stadig med klatten nogle dage, inden Belle og Beast overtager førerrollen. Det er Emma Watson (fra Harry Potter), der springer ud i sin første egentlige hovedrolle i en storfilm -og forventningerne er enorme. Beast (maskeret til ukendelighed lige indtil slutscenen) spilles af den mere ukendte Dan Stevens, især kendt som Matthew Crawley fra TV-serien DOWNTON ABBEY.
Da Disney sidste år lagde den allerførste teasertrailer på 90 sekunder ud på nettet, var den set af 92 millioner mennesker i løbet af de første 24 timer. Det var en større interesse, end der blev STAR WARS:THE FORCE AWAKENS til del !

Det er i princippet præcis samme hovedhistorie som i den "gamle" tegnefilm. SKØNHEDEN & UDYRET har i mellemtiden været en kæmpesucces på teater- og musicalscener verden over. Der er tilføjet nogle side- og baggrundshistorier samt nogle helt nye figurer. Det er næsten overflødigt at sige, at filmen vinder stort på flot fotografering, charmerende scener og eventyrlige effekter. Desuden er den så behagelig tilbagelænet fortalt, at alle kan være med. Hvis de hektiske LOGAN og KONG:SKULL ISLAND primært er for hankønnet, er SKØNHEDEN & UDYRET definitivt for kvinder og piger. Du kan se traileren til forårets måske største film her.

BIOnu - Et landsdækkende samarbejde mellem uafhængige biografer.