Inden massive nyheder vælter frem henne omkring skolernes vinterferie - lad os bare nævne en blandet og attraktiv håndfuld som FIFTY SHADES I MØRKET (forsalget er allerede stort), ALLE FOR TRE, VAIANA, FAR TIL FIRE PÅ TOPPEN og LEGO BATMAN FILMEN - har Oscar-filmene fortsat en dominerende rolle i biografernes repertoire.
I USA indtog det lejlighedsvis humoristiske borgerretsdrama HIDDEN FIGURES for anden weekend i træk 1. pladsen. Der er stærke tal til LA LA LAND (der først udgives i Danmark den 23. februar) og særdeles solide tal til MANCHESTER BY THE SEA og MOONLIGHT. Der er også Oscar-fiaskoer - Ben Afflecks LEV OM NATTEN og Martin Scoesese's SILENCE er stort set allerede begravet.

I Danmark har DRÆBERNE FRA NIBE delt Danmark nogenlunde midt over. Det er, som om en Berlinmur er banket ned midt i Storebælt. Vest for vælter publikum ind for at se farcen - øst for går det anderledes trægt. Anmelderne har været nogenlunde éntydige i deres nedrakning af Ole Bornedal-komedien. Det er ved at være mere reglen end undtagelsen: hvis anmelderne kan lide en film, gider publikum ikke se den. Og omvendt.

Blandt de film, journalisterne har nomineret til en Bodil som Årets Bedste Danske Film i kalenderåret 2016, har ikke færre end 4 ud af 5 film været øresønderdøvende økonomiske fiaskoer med et billetsalg på under 10.000 billetter ! Det er fløjtende ligegyldigt, hvad Bodil-komiteen kommer frem til i starten af marts - publikum har forlængst givet filmene en nedadvendt tommelfinger som spild af tid og penge.

Foreløbig kan du glæde dig til de potentielle Oscar-film MANCHESTER BY THE SEA (19. januar) og HIDDEN FIGURES (26.januar)- begge taler i den grad til følelser og har formidable præstationer af de involverede skuespillere.

Du kan se traileren til MANCHESTER BY THE SEA her.

BIOnu - Et landsdækkende samarbejde mellem uafhængige biografer.