I den forløbne weekend vandt KVINDEN I TOGET kampen om de amerikanske biografgængere med en omsætning på 27 mill. USD. Den film får vi først glæde af i Danmark til november, hvor billedudgaven af Paula Hawkins' succesroman er en del af Biografklub Danmark-programmet.
Til gengæld kan det meste af verden se frem til den kommende weekend, hvor INFERNO har verdenspremiere - bl.a. også i Danmark. Efter DA VINCI MYSTERIET og ENGLE & DÆMONER fortsætter "serien" om symbolforskeren Robert Langdon (Tom Hanks) med INFERNO. Denne gang er der nedslag i historiske byer som Firenze, Venedig og Istanbul og igen er der et stærkt dansk islæt på rollelisten - Sidse Babett Knudsen er Langdons gamle flamme. INFERNO ventes at tage box office med storm den kommende weekend verden rundt. Den første film om Langdon solgte billetter for 750 millioner USD globalt. Man mener, det er den knivskarpe kombination af en krimi, populære historiske detaljer og smukke, turistede locations, der har fået specielt det lidt mere voksne publikum til at valfarte i stort tal til filmene bygget over Dan Browns bestsellers. De er ikke bare spændende, men en nydelse for øjet.

En efterårsferie byder selvfølgelig på rigtig mange store film. I Danmark er KLASSEFESTEN 3 naturligvis et markant trækplaster. Især er det en ren slikbutik for børn og deres medfølgende voksne. Det er ikke unormalt, at der i efterårsferien sælges op mod 50.000 biografbilletter - om dagen.
Nyhederne i år er TROLLS, STORKENE og PETER OG DRAGEN, men der er stadig masser af spræl i FIND DORY, KÆLEDYRENES HEMMELIGE LIV og MISS PEREGRINE'S HOME FOR PECULIAR CHILDREN.


Du kan se traileren til den kommende globale verdensetter INFERNO her.

BIOnu - Et landsdækkende samarbejde mellem uafhængige biografer.