Westerns er ikke hverdagskost på danske biograflærreder - eller udenlandske for den sags skyld. Alt tyder på, at THE MAGNIFICENT SEVEN sejrer stort - den gør det i USA, hvor den i weekenden lagde sig ind på en klar 1. plads med en omsætning, der var tæt på at være den højeste nogensinde for en western i en åbningsweekend.

Mere end 35 millioner dollars var der i kassen. I Danmark er det stadig den 44-årige single frækkert BRIDGET JONES, der kører med klatten, men MAGNIFICENT SEVEN følger meget godt med. Westernfilmen er en lettere omarbejdet og meget moderniseret udgave af SYV MÆND SEJRER fra 1960, som igen er en amerikansk version af den japanske DE SYV SAMURAIER.
I den ny populære og bredt underholdende nye film er det solide stjerner som Denzel Washington, Chris Pratt og Ethan Hawke, der er med i den syv mands gruppe, der står last og brast med en lille by, der nægter at overgive sig til den iskolde jordbaron, glimrende spillet af Peter Sarsgaard. Landskabet tager sig fantastisk flot ud på det store biograflærred- og der er to timers mageløs og karismatisk action, der både er tro mod de gamle idealer og forstår at forny dem.

Med BRIDGET JONES' BABY og THE MAGNIFICENT SEVEN er efterårssæsonen for alvor skudt i gang i de danske biografer.

Du kan få en smagsprøve på en moderne western med traileren til THE MAGNIFICENT SEVEN her.

BIOnu - Et landsdækkende samarbejde mellem uafhængige biografer.