Der var magtskifte både i Danmark og USA i weekenden. I Danmark overtog den flotte og humoristiske familiefilm KÆLEDYRENES HEMMELIGE LIV 1.pladsen, mens der var rekorder i horisonten for SUICIDE SQUAD i USA – og en stor del af resten af verden. 135 millioner dollars blev det til i USA – 132 millioner dollars i resten af verden.

I USA var det en klækkelig forbedring af den største åbning af en film nogensinde i august – fra 94 millioner dollars til 135 mill. dollars, et hop fremad på hele 41 millioner dollars!! Og i den store verden er der stadig masser af lande og biografer, der har SUICIDE SQUAD til gode – i Danmark starter den for eksempel torsdag 11. august og det sker med bulder og brag.

Det er ingen hemmelighed, at anmelderne ikke har været vildt begejstrede for filmen – det har publikum til gengæld. SUICIDE SQUAD lancerer DC Comics superskurke – som helte. Vi møder først og fremmest Harley Quinn – en psykiater, der forblændes af Jokerens hypnotiske udstråling. Sidekarakterer er der masser af, de fleste skæve, men der er også mulighed for at hilse på Batman i Ben Afflecks skikkelse. Det er vildskaben og det syrede, der har drevet populariteten for superheltefilm i Danmark – så alene af den grund bliver det en saftig weekend, der er i vente i danske biografer.

BIOnu - Et landsdækkende samarbejde mellem uafhængige biografer.