En af blockbuster sæsonens mest ventede nyheder er anti-superhelte-filmen SUICIDE SQUAD, hvor DC Comics har samlet nogle af de værste skurke fra sit univers - og præsenterer dem som en slags helte. De får alle nedsat deres lange fængselsstraffe, hvis de i samlet flok hjælper med at uskadeliggøre nogle endnu værre skurke, der vil smadre samfundet. Der er skruet helt vildt op for gassen og vanviddet i en gang action i overdrive. Især bider man mærke i den tredje omgang af Jokeren (tidligere spillet af Jack Nicholson og Heath Ledger) - nu i skikkelse af Jared Leto - og pigen Harley Quinn, spillet af Margot Robbie. 

Det er især de to, der brænder igennem, men hele filmen er det mest syrede siden DEADPOOL. Også internt lavede skuespillerne en del jokes med hinanden.

Jokeren og Harley Quinn er kærester i filmen. Helt privat sendte Jared Leto (Jokeren) Margot Robbie (Quinn) en gave - hun var både forbløffet og forskrækket, da det viste sig at være en levende rotte - dog i bur.

Danmark har først premiere på SUICIDE SQUAD den 11. august , men det halve af verden har det i weekenden, og alene i USA ventes filmen at sælge billetter for over 125 millioner dollars.

BIOnu - Et landsdækkende samarbejde mellem uafhængige biografer.