Man kalder det OKTOBER FEST – og i München er det betegnelsen for festligheder, hvor skummende krus øl i millionvis langes over disken i kæmpetelte, mens hornmusikken buldrer og fællessangen får teltdugen til at blafre.

I Danmark bliver OKTOBER FEST i år noget helt andet. Festen kommer ikke mindst til at foregå i biografen, hvor Hollywood i år satser massivt på film, hvor man er tæt på begivenhederne og får sig en på opleveren.

Det er allerede så småt startet med EVEREST, hvor den enkelte biografgænger kan føle sig som bjergbestiger. EVEREST er dog det rene vand mod to af månedens store nyheder – THE WALK og THE MARTIAN.

THE WALK anbefales på det kraftigste. Vi er i bogstaveligste forstand med franskmanden, der går på line mellem de to tårne i det næsten færdigbyggede World Trade Center i New York – og de sidste 40 minutter af filmen sidder man svimmel med klamme håndflader og hjertet i halsen. THE WALK giver en helt ny mening til begrebet at gå i biografen – man oplever så at sige begivenhederne indefra og i høj grad oppefra. Lidt ligesom man fornemmelsen man havde med GRAVITY.
Der er også en voldsom lighed mellem GRAVITY og THE MARTIAN, hvor Matt Damon er efterladt på den røde planet Mars – og nu ved egen hjælp må finde ud af, hvordan han overlever på en planet, hvor han er 25 millioner kilometer hjemmefra.

Stærkt anbefalelsesværdig i oktober er også BLACK MASS – et intenst gangsterdrama med Johnny Depp, som aldrig er set bedre.

Disse film kan sagtens holde dig helt oppe i det røde felt, til du skal se James Bond i SPECTRE fra og med den 30. oktober.

OKTOBER bliver en fuldkommen forrygende måned i biografen.

Se traileren til The Walk her.

BIOnu - Et landsdækkende samarbejde mellem uafhængige biografer.