Det har været en helt fantastisk sommer for børne/familiefilm med først MINIONS – der nærmer sig 450.000 danske billetter – og INDERST INDE, der er på vej mod 200.000 billetter efter bare 11 dage!

Den mørke tid vi så småt går i møde kommer til at bugne af endnu flere storsælgende børnefilm.

I efterårsferien vil man kunne fornøje sig med FAR TIL FIRES VILDE FERIE, hvor familien fra rækkehuset i Lyngby besøger den danske vestkyst, og nye mysterier blandes med hygge ved det omskiftelige Vadehav. Den humoristiske tegnede ”gyserfilm” HOTEL TRANSYLVANIA 2 er naturligvis en efterfølger til storsælgeren om hotellet i Transylvanien, hvor alle de kendteste skrækfigurer holder til – fra Dracula til Mumien. Der er mindst ligeså meget hygge som uhygge. For de lidt større børn er der mulighed for at se PAN – en ny fortolkning af eventyret om Peter Pan, denne gang i en virkelig stor og flot produktion.

November byder allerede midt i måneden på årets første julefilm – og endda i en ramme, der to gange med kæmpesucces har udfoldet sig på TV2 som årets julekalender. EMMA & JULEMANDEN – JAGTEN PÅ ELVERDRONNINGENS HJERTE har Lars Hjortshøj som Julemanden Nicolas og Camilla Bendix som hans søde kone Julie som omdrejningspunkt. Det er samme miljø som kalenderne LUDVIG & JULEMANDEN og TVILLINGERNE & JULEMANDEN, der begge til alle afsnit havde over én million trofaste seere på TV. Senere i november kan store børn glæde sig til GÅSEHUD – med spænding og effekter a la Harry Potter.

Juleferien skydes i gang med IQBAL FAROOQ baseret på Manu Sareens børnebøger om den kvikke knægt fra Nørrebro, den storslåede tegnefilm om RADISERNE og endnu en kvik dansk dreng i form af VILLADS FRA VALBY.

Dårligt har vi rundet nytår, før Pixar – dem med den fabelagtige INDERST INDE – er klar med DEN GODE DINOSAUR i samme klasse. Det er en udviklingshistorie, der fuldkommen vender tingene på hovedet – en følsom og sjov historie om venskabet mellem en dinosaur og en lille dreng.

Se teaser-trailer til Villads fra Valby her.

BIOnu - Et landsdækkende samarbejde mellem uafhængige biografer.